Jeg tænker på evnen til at fortryde. På evnen til at rumme fortrydelse.
“Kom videre” siger de.
“Du kan jo alligevel ikke gøre det om.”
Men selv om jeg ikke kan ændre fortiden, men det må godt være tilladt at fortryde. Jeg vil have lov til at måtte fortryde. Jeg vil have lov til at bruge mine fortrydelser til at blive et bedre menneske. Til at hele sår. Til at lære om mig selv. Til at lære om andre. Måske sige undskyld. At fortryde min handling. Min holdning.
“Du traf jo den bedste beslutning ud fra den viden, du havde.”
Ja, måske – men måske ikke.
Det må godt være tilladt at så tvivl om egne indsigter og hensigter. At så tvivl uden det bliver til udskamning. Uden det bliver til skældud.
Det har jeg ikke lært at være i. At være i det ubehagelige. At være i at lære noget ubehageligt om mig selv.
Det har vores samfund ikke lært at være i.
Enten skal vi bare hurtigt videre uden at tænke for meget. Tage en tudekiks og sige pyt. Læg det væk. Gjort gerning kan ikke ændres.
Eller også skal vi omfavne den store tilgivelse af os selv. Tilgivelse af andre mennesker. Den altomsluttende rummelighed af egne og andres fejl.
Det er som om, der ikke er noget sted midt i mellem. En tilstand, hvor man blot er iagttagende og observerende overfor sig selv. Overfor sine egne oplevelser. Sine egne følelser. Kritisk undersøgende uden at afsige dom.