Ord former, hvordan vi ser livet. Hvordan vi oplever det. Ord former vores skam. Ord former vores lykke.
Ord er aldrig alene. Ord er altid i følgeskab med noget.
Lyden af en stemme. En krop. Et blik. Et stykke papir. En skærm. Ord eksisterer i lyd og i bogstaver. Ord kan være de samme – og alligevel helt forskellige – alt efter hvordan, de er fremført. Hvilken skrift er de skrevet med. Hvilken stemme, der hvisker dem. Eller råber.
Ord er glæde og sorg. Ord bygger op. Ord river ned. Ord fremhæver. Oplyser. Ord skjuler. Dølger. Udvisker.
Ord er magiske og trivielle. Ord giver liv. Ord dræber.
Drømme. Håb. Tro. Følelser.
Alle er de skrøbelige. Alle kan de næres af ord – eller knuses.
Pas på, ord. Pas på ord. Værn om ordene. Brug dem. Smag ordene. Hør ordene. Gør ordene til dine.
“Så gå.” Han står med armene over kors. “Bare vær ligeglad med det hele.”
Solen hænger lavt og sætter himlen i brand. Den når ikke højere på denne årstid.
Jeg er ikke ligeglad. Mit hoved er fyldt med ord, jeg har forsøgt at sige tusind gange før.
Noget om at være kørt træt. Om at være udmattet af at leve op til en hel verdens forventninger. Om ikke at kunne slå til. At det bliver mere og mere hektisk for hvert år.
Men ordene hænger fast. Klistrer til min tunge. Han snurrer rundt. En nerve dirrer ved hans øjenlåg, da han snerrer:
“Så bare overlad det til mig at fortælle verden, at Julemanden er skredet.”
Fødder og tasker står i kø. Ingen ser mig. Jeg rekognoscerer. Plastikposer er udelukkede.
En rest af noget grønt, spiseligt passerer min vej. Jeg smager. Burde måske spise mere. Ingen ved hvornår, der igen er mad. Men jeg er ikke sulten.
Det bobler i min mave. Og pludselig er den der. Muligheden. Mit livs chance i form af en åben sportstaske. Jeg vurderer afstanden derhen. Den er overkommelig.
Det ser ud til, at der ligger tøj i mørket. Godt at gemme sig i. Tre – to – en. Jeg piler afsted og kaster mig ombord.
Mærker tasken blive løftet, mens togets bremser hviner.
Da spætten landede, vidste jeg, at det var tid. Med bankende serier signalerede den sit budskab. Jeg bed tænderne sammen. Gik over plænen. Der var meget mos det år. Blødt og koldt af dug. Undgik sneglene.
En kvinde i nattøj og bare tæer på en græsplæne i et villakvarter en alt for tidlig søndag morgen var, hvad naboerne kunne se. Spætten så ikke på mig. Hoppede lodret op ad stammen og signalerede utålmodig. Jeg så på de umodne pærer – ikke på fuglen, da jeg spurgte til mødestedet.
Den tog en runde om træet, inden den gad svare. Efterlod mærker i barken. Uden farvel fløj den videre til den næste, og jeg gik ind for at pakke.
Sprog er værdi. Ord er magt. Dit sprog og dine ord sætter værdien af de ting, du beskriver. Sprog er magt. Den værdisætning, dit sprog gengiver, påvirker din læser. Har du mange læsere, påvirker du mange mennesker. Har du mange læsere, har du stor magt.
Den kritiske læser forholder sig reflekterende til det, h*n læser. Men ingen mennesker kan være kritiske hele tiden. Det kræver energi at være kritisk. Energi at læse aktivt. Energi at være aktivt reflekterende. – Nogle gange vil man bare gerne underholdes.
Sprog er magt. Som forfatter har du magt. Og med magt følger ansvar. Ansvaret for at holde dig bevidst om, de værdier dit sprog udbreder. Ansvar for at du viderebringer de værdisæt, du rent faktisk ønsker. Ansvar for at du ikke genfortæller nedarvede værdier ureflekteret.
Det kræver energi at reflektere aktivt over det, man skriver. Ingen mennesker kan være kritiske hele tiden. – Nogle gange vil man bare gerne fortælle en god historie. Men med fortællinger følger ansvaret.
Med det at blive læst følger ansvar. Som forfatter har du ansvaret for din fortælling. Din tekst. Dine ord. Og du har ansvaret for, at du viderebringer de værdisæt, du ønsker.
Sprog er værdisættende. Sprog er værdiafgrænsende. Sprog er magtudøvende. Sprog er ord. Ord definerer virkeligheden. Jeg har set virkeligheder blive omkalfatret af ord.
Fortællinger skaber virkeligheden. De ord, vi fortæller med, bliver de ord, der er virkeligheden.
Jeg har kastet håndklædet i ringen. I hvert fald lige nu.
I virkeligheden har projektet været på pause længe, det er bare først nu, jeg har konfronteret mig selv med det. Og accepteret det.
Den store misforståelse
Det seneste afslag jeg fik slog mig omkuld. Ikke fordi det var et afslag, men fordi det satte spørgsmålstegn ved hele manuskriptet. Fordi begrundelsen afslørede, at redaktørerne fuldstændig havde misforstået projektets præmis og rammer.
De havde tilsyneladende ikke fanget, at jeg genfortæller en historie, der ikke er min egen. Historien er Richard Wagners. Det er heller ikke en fortælling om nordisk mytologi. Den er bare pakket sådan ind.
Accepterer man ikke den betingelse, giver historien ingen mening.
Jeg har valgt at forblive tro mod Wagners historie i min genfortælling. Derfor afspejler den selvfølgelig også de plothuller og ulogiske handlingsforløb, der er i operaen. Noget af det har jeg kunnet glatte lidt ud, men nogle knaster består. Og det kan man godt leve med.
Nibelungens Ring har jo levet som opera i over 150 år – og den lever fortsat på alverdens operascener. Det er f.eks. kun et par år siden at Det Kongelige Teater opsatte Valkyrien sidst.
Jeg er ikke i tvivl om, at rummeligheden overfor huller i plottet og lignende er væsentlig større, når fortællingen er pakket ind i musik og sang og skuespil. Det er lettere, når musikken bogstavelig talt spiller, at acceptere at handlingen på scenen ikke hænger hundrede procent sammen. Fordi teater og opera er tilstedeværelse og oplevelse i nuet.
Skrevne historier har ikke noget at gemme sig bag. Du kan altid bladre tilbage og læse en sætning igen og igen. Ord på papir er nøgne, og derfor er læserens tolerance overfor uregelmæssigheder i fortællingen meget lille. Det er min også, hvis jeg ikke er forberedt på andet.
Jeg mener stadig, at min genfortælling af Nibelungens Ring har sin berettigelse. Den er svaret på min egen søgen efter en tilgængelig udgave af Wagners historie. Jeg ville gerne kende historien om Nibelungens Ring, uden at skulle kæmpe mig gennem 16 timers opera og +300 siders libretto.
Det slap jeg så ikke for. Men forhåbentlig kan jeg give et bredere publikum en mere umiddelbar indføring i Wagners fortælling. For den er fuld af drama, romantik, begær, spænding. Alt det, der skaber en god fortælling.
Det bliver bare ikke lige nu.
En dag går jeg videre i min søgen efter et forlag, men nu skal jeg bruge min energi på noget andet. Jeg har masser af andre projekter, som jeg gerne vil fokusere på.
Nibelungens Ring er færdigskrevet. Det i sig selv var en kæmpe milepæl for mig.
Nu ligger den i skuffen og løber ingen steder. Og en dag kommer den frem i lyset igen.
Jeg tænker på evnen til at fortryde. På evnen til at rumme fortrydelse.
“Kom videre” siger de.
“Du kan jo alligevel ikke gøre det om.”
Men selv om jeg ikke kan ændre fortiden, men det må godt være tilladt at fortryde. Jeg vil have lov til at måtte fortryde. Jeg vil have lov til at bruge mine fortrydelser til at blive et bedre menneske. Til at hele sår. Til at lære om mig selv. Til at lære om andre. Måske sige undskyld. At fortryde min handling. Min holdning.
“Du traf jo den bedste beslutning ud fra den viden, du havde.”
Ja, måske – men måske ikke.
Det må godt være tilladt at så tvivl om egne indsigter og hensigter. At så tvivl uden det bliver til udskamning. Uden det bliver til skældud.
Det har jeg ikke lært at være i. At være i det ubehagelige. At være i at lære noget ubehageligt om mig selv.
Det har vores samfund ikke lært at være i.
Enten skal vi bare hurtigt videre uden at tænke for meget. Tage en tudekiks og sige pyt. Læg det væk. Gjort gerning kan ikke ændres.
Eller også skal vi omfavne den store tilgivelse af os selv. Tilgivelse af andre mennesker. Den altomsluttende rummelighed af egne og andres fejl.
Det er som om, der ikke er noget sted midt i mellem. En tilstand, hvor man blot er iagttagende og observerende overfor sig selv. Overfor sine egne oplevelser. Sine egne følelser. Kritisk undersøgende uden at afsige dom.
Kvalitet er ikke objektivt. Kvalitet i kunst er ikke objektivt. Kvalitet i økonomi er ikke objektivt. Kvalitet i videnskab er ikke objektivt.
Kvalitet er en samling af parametre, der vægtes mod hinanden. Værdien af parametrene afhænger af dine personlige (eller tillærte) værdier.
Jeg arbejder i et naturvidenskabeligt miljø. I en videnskabelig verden, hvor man kunne forledes til at tro, at kvalitet er en fast defineret og uforanderlig størrelse. – Det er det ikke.
Jeg er dagligt vidne til diskussioner om kvalitet. Hvad vægter højest? Hvornår er ‘godt’ godt nok? Hvor store udsving vil vi tillade? Hvordan måler vi kvalitet?
De samme diskussioner findes inden for kunst. Hvornår er et stykke kunst af høj kvalitet?
Et maleri? Afhænger kvaliteten udelukkende af motivet? Af penselstrøgene? Af kunstnerens intentioner? Af farverne? Af kompositionen? Af fortællingen omkring maleriet? Om dets tilblivelse?
Litteratur? Er kvaliteten i emnet? I sætningerne? I plottet? I sprogets variation? I forfatterens intention med teksten? I læserens oplevelse af eller indlevelse i fortællingen? I karakterernes personligheder. Deres handlinger. Deres holdninger. I skildringerne af karakterer, begivenheder og steder?
Denne let kaotiske og fragmenterede samling af ord, er et forsøg på at beskrive det tankemylder, der hersker i mit hoved døgnet rundt.
Dette digt blev til på det tidspunkt i mit liv, hvor det gik op for mig, at der findes mennesker, hvis hoveder IKKE virker på den måde. At det ikke er hos alle, at tankerne hopper rundt som ukontrollerede Tigerdyr. En erkendelse, der gav anledning til at se både mig selv og andre i et nyt lys.
Det virkede indlysende, at det skulle være denne fragmenterede flyvske samling af ord, der blev mit første videodigt. Digtet var skabt til også at blive til visuelle ord.
Jeg har i størstedelen af mit liv troet, at jeg blot var virkelig dårlig til at tæmme mine tanker og holde styr på dem. At alle andre mennesker havde et eller andet særlig trick, de kunne, for at indfange tanker og holde dem fast.
Og så en dag gik det op for mig, at det slet ikke var tilfældet.
Det gik op for, at mange andre mennesker slet ikke har behov for at bruge energi på den slags. Og derfor slet ikke har brug for at opøve alle mulige strategier, for at holder tankerne på plads. At deres tanker tilsyneladende bevæger sig roligt. Ikke råber i munden på hinanden. Ikke spænder ben og snubler over hinanden for at komme til, men venter pænt til det bliver deres tur i tankerækken.
