Om at tegne kort mens jeg skriver

Jeg har tit behov for at have helt styr på verdenshjørner, og hvordan steder og ting er placeret i forhold til hinanden, når jeg skriver.
🗺️ Derfor tegner jeg altid masser af kort og plantegninger til at fastholde mine forestillinger, mens jeg skriver.

🙆 Nogle ‘tegner’ jeg bare inde i mit hoved, men oftest kommer de ned på papir. 

Dels fordi jeg ikke kan lade være. Men også fordi, tegningerne hjælper mig med at opdage, når noget ikke hænger sammen, hvis logikken mangler, eller jeg kommer til at modsige mig selv.

I processen med at genfortælle Nibelungens Ring tegnede jeg også et kort.
Eller rettere sagt, jeg stregede de vigtigste landemærker i et stiliseret landkort. 

Men jeg kan ret godt lide at tegne kort, så for et par dage siden, kom jeg lige til at lave en lidt mere præcis skitse. Jeg er ikke sikker på, at den er helt på plads (der er noget med orienteringen i forhold til verdenshjørnerne, jeg ikke er helt tilfreds med),  så der kan godt nå at komme et par versioner mere. Bare fordi jeg nok ikke kan lade være, selv om manuskriptet sådan set er færdigt.

Hvad bruger du af ‘hjælpemidler’, for at holde styr på detaljerne i din fortælling?

NB: En geografikyndig person kunne måske finde på at indvende noget i retning af:
Jamen, sådan løber Rhinen jo slet ikke. ☝️🧑‍🎓

Og nej – det gør den ikke. Ikke i den virkelige verden. Men Nibelungens Ring foregår ikke i den virkelige verden, så jeg har taget mig alle de kunstneriske friheder, jeg syntes, jeg havde brug for. 😉

Lidt tanker fra skriveprocessen

📝😊
Nogle dele af genfortællingen af Ringen skrev næsten sig selv. Særlig historien i Rhinguldet (den første af de fire operaer) transformerede sig over i mine ord næsten synkront med at jeg hørte/læste den. Her kunne jeg knap nok nå at følge med mig selv. 🏃‍♀️💻

Andre dele var mere drilske og smuttede mellem fingrene på mig. Nogle måtte jeg vende tilbage til flere gange, og indtil flere passager i historien måtte jeg simpelthen sætte på ‘hold’. Så måtte de ligge der og marinere, mens jeg skrev videre et andet sted i historien.

Én af de passager, der voldte mig de største udfordringer var Fricka og Wotans skænderi i ‘Valkyrien’. Det er en meget lang og ret kompleks dialog, hvor der bliver sagt virkelig meget – både på og mellem linjerne. Samtidig sker der også et skifte i personernes sindsstemninger og indbyrdes magtforhold i løbet af samtalen, som er væsentligt for historiens videre forløb. Det hele skulle formidles i prosa uden at det blev for tungt eller knudret.


(Hele mit udgangspunkt for at kaste mig ud i genfortællingen var, at jeg gerne ville gøre historien let tilgængelig, så det var også vigtigt for mig, at jeg ikke spændte ben for den mission.)

Det var derfor en passage, jeg vendte tilbage til at læse 📖 og lytte 🎶 til adskillige gange, inden det lykkedes mig at knække koden for, hvordan jeg ville hive de vigtigste pointer ud, og hvordan de skulle fortælles.


Men det lykkedes 🙂 og jeg blev selv godt tilfreds med det færdige resultatet. Nu er jeg så bare spændt på, hvad mine kommende læsere synes. 🤷‍♀️