Om at tegne kort mens jeg skriver

Jeg har tit behov for at have helt styr på verdenshjørner, og hvordan steder og ting er placeret i forhold til hinanden, når jeg skriver.
🗺️ Derfor tegner jeg altid masser af kort og plantegninger til at fastholde mine forestillinger, mens jeg skriver.

🙆 Nogle ‘tegner’ jeg bare inde i mit hoved, men oftest kommer de ned på papir. 

Dels fordi jeg ikke kan lade være. Men også fordi, tegningerne hjælper mig med at opdage, når noget ikke hænger sammen, hvis logikken mangler, eller jeg kommer til at modsige mig selv.

I processen med at genfortælle Nibelungens Ring tegnede jeg også et kort.
Eller rettere sagt, jeg stregede de vigtigste landemærker i et stiliseret landkort. 

Men jeg kan ret godt lide at tegne kort, så for et par dage siden, kom jeg lige til at lave en lidt mere præcis skitse. Jeg er ikke sikker på, at den er helt på plads (der er noget med orienteringen i forhold til verdenshjørnerne, jeg ikke er helt tilfreds med),  så der kan godt nå at komme et par versioner mere. Bare fordi jeg nok ikke kan lade være, selv om manuskriptet sådan set er færdigt.

Hvad bruger du af ‘hjælpemidler’, for at holde styr på detaljerne i din fortælling?

NB: En geografikyndig person kunne måske finde på at indvende noget i retning af:
Jamen, sådan løber Rhinen jo slet ikke. ☝️🧑‍🎓

Og nej – det gør den ikke. Ikke i den virkelige verden. Men Nibelungens Ring foregår ikke i den virkelige verden, så jeg har taget mig alle de kunstneriske friheder, jeg syntes, jeg havde brug for. 😉